23948sdkhjf

200 butikker udsat for "fræk" kampagne: Sådan forholder Coop sig

Henover weekenden har frivillige fra Anima placeret falske tilbudsaviser i omkring 200 Coop-butikker landet over. 

"Coop - værst til dyrevelfærd". 

Sådan lyder navnet på en kampagne, som dyreværnsorganisationen Anima har startet i weekenden. Den har til formål at sætte fokus på, at "Coop nægter at forpligte sig på en udfasning af de udskældte turbokyllinger", skriver Anima i en pressemeddelelse. 

Turbokylling

  • Turbokyllinger, oftest af racen Ross 308, er avlet til at vokse ekstremt meget på kort tid. 
  • I løbet af 35 dage vokser de fra 50 gram til 2200 kilo - det medfører en lang række alvorlige velfærdsproblemer.
  • Tre ud af fire hurtigtvoksende kyllinger kan ikke gå normalt, og dertil kommer problemer med blandt andet åndedrætsbesvær og hjertestop.
  • En YouGov-undersøgelse foretaget for Anima viser, at 2 ud af 3 danskere mener, supermarkederne bør droppe de udskældte kyllinger.

Kilde: Anima

- Coop har i årevis brandet sig på “ansvarlighed” og de bryster sig af, at deres hjerte banker for dyrevelfærd. Men vi oplever et Coop, som udviser en utrolig ligegyldighed over for turbokyllingernes lidelser. Det virker nærmest som om, Coop går efter at være værst til dyrevelfærd, udtaler Anima-kampagneleder Mathias Madsen. 

Aktionen har organisationen rullet ud i 200 Coop-butikker - og blandt budskaber som "turbokyllinger - fordi vi sælger hvad som helst", mens Coops koncernnavn er blevet udskiftet til "Scoop", mens administrerende direktør for "Scoop" er blevet udnævnt til "Carsten Lee Glad". 

Ifølge Anima har Coops konkurrenter - Rema 1000, Salling Group og Lidl - enten allerede udfaset eller er i færd med at udfase turbokyllinger fra deres sortiment. 

- Coop mener åbenbart, at lige præcis deres kunder går mindre op i dyrevelfærd end konkurrenternes kunder og i øvrigt danskerne, som de er flest. Det kan man jo undre sig over. Jeg synes, det er pinligt for Coop, at de forsøger at tørre ansvaret af på kunderne i stedet for selv som virksomhed at indtage en holdning til, hvad bundniveauet for kyllingevelfærd skal være, udtaler Mathias Madsen. 

Ingen dårlig samvittighed

Hos Coop har man taget weekendens aktioner til efterretning.

Ansvarlighedsdirektør Thomas Roland kalder det over for Dagligvarehandlen "frækt", at Anima har uddelt førnævnte, falske tilbudsaviser - og over for Nordjyske uddyber han, at Anima "går over stregen her". 

- Vi er oppe imod nogle aktivister, som formentlig ikke engang køber kød. Selvom vi har sat en dato for udfasning i det faste sortiment i 2025, så vil Anima have, at det går hurtigere. Men vi kan ikke fjerne kyllingerne i morgen, så ville køledisken være næsten tom, siger Thomas Roland til Nordjyske. 

Og selvom konkurrenterne enten er i færd med at udfase kyllingerne - eller allerede har gjort det - rokker det ikke ved Coops oprindelige udmelding om at have udfaset dem inden 2025. 

- Jeg har faktisk ikke dårlig samvittighed. Jeg mener, at vi i Coop matcher, hvad den danske produktion kan levere, og vi matcher det, kunderne efterspørger. Det her kommer ikke til at ændre på Coops strategi, siger Thomas Roland. 

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.163